Montana
Montana fluerne er blandt de mest almindelige fluer til put and take fiskeriet. Montana fluerne bindes i mange versioner, farver og størrelser. Fluefiskeriet kan på visse dage være alt andet fiskeri overleget i put and take søen. Især er det succesfuldt om sommeren, hvor søen er varm, og fiskene daser stille og roligt rundt i overfladen. Her kan en montana flue være det allerbedste valg af flue.
Montana fluen er god til put and take fiskeriet, fordi den kan provokere fiskene med sine skrappe farver og pulserende hår. Det kan være en god ide at have montana fluer i forskellige størrelser og farver med i flueæsken, så du kan skifte, alt efter hvad fiskene hugger på. Et andet tip er også at ændre på, hvor dybt du fisker fluen, og hvor hurtigt du haler ind.
Det kan være en god ide, at du bevæger dig lidt væk fra parkeringspladsen, når du vil finde det perfekte fiskespot. Du skal gå efter steder, der er lidt ufremkommelige, hvor der er flere siv og træer – alt sammen noget regnbueørreden godt kan lide at gemme sig under.
Et andet godt tip er at fiske enten i de tidlige morgentimer eller i de sene aftentimer. Det er nemlig oftest i disse perioder, at fiskene er mest aktive og på disse tidspunkter, hvor der er færrest lystfiskere ved søerne.
Regnbueørreder
Der findes et hav af mere eller mindre naturlige agn, som er fremstillet specielt til regnbueørredfiskeri. Ofte har man tilsat sin agn duftstoffer, som regnbueørrederne ikke kan stå for. Både agn som powerbait og fluer er effektive til put and take fiskeriet.
Regnbueørreden er kendetegnet ved at have et rød-violet bånd langs siden, hvorfra den har fået sit navn. Fisken har en lille karakteristisk fedtfinne på oversiden tæt på halefinnen. Den har sorte pletter over det meste af sin korte krop. Fiskens sider er sølvskinnende, mens ryggen er mørkere, og bugen er sølvhvid. Opholder regnbueørreden sig i saltvand i en længere periode, bliver den sølvblank og kaldes ”steelhead”.
Hvor fanges regnbueørreden
Regnbueørreden er ikke naturligt hjemmehørende i de danske farvande, men da den i stor stil produceres i de danske dambrug, sker det, at der er udslip af regnbueørreder i de danske åer og i havet omkring Danmark. Da denne fisk ikke hører naturligt til i Danmark, er der ingen fredningstid eller mindstemål på den, og du bør i princippet ikke genudsætte regnbueørreder, der fanges i naturen. Du finder oftest regnbueørreder i åer, som har forbindelse med dambrug. Ved ekstreme vejrforhold kan det ske, at dambrug, der er placeret på land, svømmer over. På den måde kan det ske, at fiskene slipper ud i den å, som forsyner dambruget med vand.
Nogle opdrættere holder deres regnbueørreder i bure i havet. Under voldsomt vejr kan disse bure vælte, og store mængder regnbueørreder slipper ud i havet. Efter et udslip vil du have nemt ved at fange fiskene nær dambruget eller havbruget med din montana flue. Fiskene spreder sig dog hurtigt og vil kort tid efter udslippet kunne fiskes langt fra deres oprindelige dambrug.
Regnbueørreden kræver meget føde og kan derfor være en trussel for de naturligt hjemmehørende hav- og bækørreder, da den vil spise al yngel og æg fra de andre fisk.
Regnbueørreden er den mest almindelige fisk i de danske put and take søer. De kan fiskes året rundt. Højsæsonen for regnbueørredfiskeriet i put and take søer er om efteråret. Om sommeren, når vandet er varmt, kan ørrederne blive dovne. Her kan det være en fordel at fiske i de tidlige morgentimer eller i de sene aften- og nattetimer.